Det er snart midsommer. Det er snart Skt. Hans. De to ting er her til lands smeltet sammen i én fejring, én sommerlykkelig fest.
Og de fleste af os vil vel sådan set gerne fred her til lands, selv om vi lever i en tid, hvor folkestemningen igen går i retning af, at ”hver udenvælts fjende [skal] beredte os kende”, som der står i Drachmanns Midsommervise, en sang man skal være ualmindeligt udansk for ikke at elske.
Det er snart midsommer, og der skal tændes bål ”på fædrenes gravhøje”, og hver by har som bekendt sin heks og hvert sogn sine trolde, men netop den linje i sangen har generet mig i hele mit voksenliv, for ”dem vil vi fra livet med glædesblus holde”, synges der.
Midsommer lægger op til bål, og midsommer lægger op til glædesblus. Det KAN noget, som en tidstypisk vending lyder. Bål i sommeraftenen KAN virkelig noget.
Jeg er imidlertid ikke spor interesseret i at holde hekse og trolde fra livet. Jeg er med på, at sangens troldtøj i hvert fald et stykke hen ad vejen er metaforiske, men stadig.
Jeg er hedning og praktiserer nordisk skik og nordisk folketro. Så hekse er jeg venner med, og trolde har vi det godt med.
Derfor foreslår jeg kort og godt, at vi ændrer et enkelt ord i Drachmanns vise og i stedet synger: ”Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi i livet med glædesblus holde”. Ikke ”fra livet”, men “i livet”.
Det passer til virkeligheden og tidsånden og afliver med ét slag det fordomsfulde og gammeldags og erstatter det med en åndelig rummelighed. Bare fordi noget er en tradition, betyder det ikke, at det ikke kan ændres, i takt med at tiderne ændrer sig.
Det passer også med den fornuftige tendens til, at flere og flere holder deres Skt. Hans-fester uden hekseafbrændinger.
Når Shu-bi-dua kunne slippe af sted med at skifte ”gravhøje” ud med ”gravhunde”, kan vi andre vel godt tillade os at skifte et enkelt forholdsord ud, så lad os også i fremtiden tænde glædesblus. Lad os rumme det mørke og det skjulte i os selv og uden for os selv. Lad os endelig holde hekse og trolde i livet – og i live.
På et tidspunkt i min tidlige ungdom blev jeg ret optaget af Steppeulvene og især Eik Skaløes tekster og det faktum, at han var kærester med selveste Halfdans Rasmussens datter, Iben. Uhm. Iben, der senere kom til Holstebro og Odin Teatret, hvilket jeg også efterfølgende har dyrket en del i min sjæl.
I sangen ”Itsi Bitsi” synger Eik Skaløe ”Jeg har blaffet titusinde kilometer”, og det blev så en ambition for mig at blaffe titusinde kilometer.
Det mål opnåede jeg som 20-årig i 1997 efter at have blaffet i Tyskland, Frankrig, Italien, Østrig og Schweiz samt rigtig mange gange fra Århus (hvortil jeg var flyttet i 1996) til Thy og fra Århus til København.
Det var sammen med Gitte og Trine og Søren og Bo og flere til, og I ved, hvem I er.
Fordi jeg selv kørte med i bilen hos så mange dengang, har jeg siden praktiseret ”pay it forward”, betal tilbage til det store hjul, og tager altid selv blaffere med, når jeg som privatkapita-billist drøner rundt i landet, hvilket jeg jo gør en del.
Engang i slutningen af halvfemserne, hvor jeg var hjemme i Thy og kørte rundt i min salig mors bil (og lyttede til soundtracket til Lost Highway – det var sådan, jeg opdagede Rammstein) samlede jeg en finne op, der skulle til Nordisk Tingmøde ude i Thylejren. Jeg kørte hende hele vejen derud og endte med at være med til Tingmødet. Det formede mig en del. Der var bål og ritualer.
I mange år har der ellers været lidt stille på blaffer-fronten, men nu blaffer de unge mennesker igen. I december gav jeg en ung et lift fra Viborg og til Vojens Højskole og fik en lang snak med hende om mennesker, generationer, klima og kunst, som stadig rumsterer i mig.
Og her til morgen på vej fra Thorsted til Viborg, samlede jeg to elever fra HF Imagine i Svankær op. De skulle til København og til Billie Eilish-koncert, fordi selvfølgelig skulle de dét.
De kunne faktisk endda huske mig fra scenen, fordi de var med den aften i januar, hvor jeg optrådte med ord før Emma Holtens foredrag.
Og jeg lovede dem at invitere alle til her på lørdag i Svankær, hvor de holder en stor festival med musik, mad, uld og latteryoga, og alle er meget velkomne.
Billedet af Gitte og mig er vist umiddelbart det eneste billede af blaffeturene, jeg overhovedet har. Jeg aner ikke, hvem der har taget det, men det foresvæver mig, at vi havde et engangskamera med, som jeg fik fremkaldt længe efter, og så var dette billede derpå.
Det er den sidste dag i januar, og hele måneden har det fyldt meget for mig, at det i denne måned er tre år siden, at Kaj kørte galt.
Dengang var jeg ikke på Facebook, så jeg har aldrig fortalt hele historien. Kaj delte selv en masse på sin Facebook, mens han levede, og jeg endte jo med at bestyre hans Facebook indtil hans død, men jeg kan forstå på samtaler og henvendelser, at mange undrer sig over, hvad det egentlig var, der skete med Kaj i vinteren og foråret 2022, så til dem, det måtte interessere, kommer der her en opsummering af begivenhederne.
Vi begynder altså i januar 2022, og jeg skitserer først, hvad der skete mellem januar og juli, hvor Kaj døde. Bagefter får I en hurtig version af forhistorien. Hvis I ikke kendte Kaj og/eller er nysgerrige, kan I bare klikke videre.
I januar 2022 havde Kaj arbejde på en fiskefabrik i Hanstholm. Det gik egentlig godt for ham. Han var flyttet med til Thy i 2019 og havde en lejlighed i Nørregade i Thisted. Han havde købt en bil, så han kunne komme omkring, og han havde også fået taget truckcertifikat, hvilket gjorde det nemmere for ham at få arbejde. Kaj havde altid slidt lidt i sit arbejdsliv. Han var uddannet religionssociolog, men fik aldrig mulighed for at arbejde med sit fag. I stedet arbejdede han ufaglært i skiftende brancher og med skiftende vilkår, hvilket tærede på ham. I 2012 flyttede han og jeg, som mange vil vide, til Irland, hvor vi kun boede i nogle måneder, men hvor han havde et job, der gav ham noget til CV’et, der skaffede ham smør på brødet i mange år derefter.
I januar 2022 kørte Kaj mellem Thisted og Hanstholm for at arbejde, og en dag kørte han galt ude ved Hanstholm. Han blev kørt på hospitalet, hvor han selv kunne ringe til mig og fortælle, at han havde oplevet et black out, men at han heldigvis kun havde lavet skade på en lygtepæl og sin egen bil, der nu stod smadret derude. Han havde jo taget bilnøglen med sig, så han bad om, at vi hentede bilnøglen på sygehuset og lagde den ud til bilen, så autoservicefolk kunne fjerne bilen. Det gjorde Malte, og Kaj var nu indlagt i en periode, mens de undersøgte, hvad der kunne være galt med ham.
Han blev udskrevet med en epilepsi-diagnose og et forbud mod at køre bil, og så husker jeg det, som at der gik nogen tid, før der kom svar på yderligere prøver og undersøgelser, men på et tidspunkt fik han det svar, at der på en scanning kunne ses noget i hans hjerne, der ikke så godt ud. Han fik taget flere prøver, og de kunne konstatere, at det var en modermærkekræft, der havde sat sig i hjernen på ham. Det var jo en barsk melding, men jeg husker det, som om vi alle på dette tidspunkt var relativt fortrøstningsfulde eller i fortrængning. Kræften sad et sted, hvor de ikke kunne operere, men de havde flere medicinske muligheder, de kunne afprøve, og som det lød til, at der var godt håb for.
Et par måneder gik, hvor Kaj var i behandling, og hverdagen egentlig bare gled. Kaj var sygemeldt, men var med til at tage sig af vores to fælles børn. De havde boet primært hos mig i mange år, men vi havde delt dem ret fleksibelt siden 2016, hvor vi først flyttede fra hinanden i København og siden aftalte at rykke til Thy.
Men i løbet af foråret fik Kaj det dårligere og dårligere. Når jeg ser tilbage, var det gået nedad med hans overblik og klarhed i tankerne gennem længere tid, men nu stod det helt klart, at han fungerede meget dårligere, end han tidligere havde gjort. Medicinen virkede ikke, og han blev indlagt først i Thisted, siden i Aalborg. I maj kom han først i aflastning på et plejehjem, fordi han ikke kunne klare sig selv derhjemme mere, og sidst i maj kom han på hospice i Skive, hvor han døde d. 8. juli 2022.
I de sidste måneder af hans liv blev det meget tydeligt, hvem hans nærmeste var. I ved hvem I er, og I kom og besøgte ham og havde gode snakke med ham. Sendte videohilsner og tog ham med ud på udflugter. Han sygnede tydeligt hen fra uge til uge og fra dag til dag. Thorolf og jeg besøgte ham meget ofte. Thyra havde grundet sine egne udfordringer sværere ved at være en del af det hele.
Som Kajs daværende Facebook-venner måske vil huske, var han i perioden i skiftende grad meddelsom, hvilket førte til en del forvirring og bekymrede henvendelser. Et par måneder før hans død, kunne han for det meste ikke selv logge på og ofte ikke formulere sammenhængende sætninger, så vi aftalte, at jeg overtog styringen med hans Facebook for at holde venner og bekendte opdaterede. Jeg fik også en generalfuldmagt, så jeg kunne styre andre dele af hans liv. Vi pårørende fik opsagt og tømt hans lejlighed, da det stod helt klart, at han aldrig ville komme hjem igen.
Hvis nogen undrer sig over, at det var mig som hans ekskone, der stod for det administrative og var hans nærmeste pårørende, så skyldes det, at jeg på vegne af børnene helt juridisk var hans nærmeste pårørende, og at jeg boede tættere på end hans søskende og gamle far, der ellers var næste led. Jeg havde i øvrigt, siden jeg mødte Kaj, i vidt omfang alligevel hjulpet ham med alt muligt praktisk og havde alle hans passwords og så videre. Hans søskende var dog også tæt på og bidrog med god hjælp og sparring. De kom ofte til Jylland. Majbritt var der og fulgte med ham, den dag han kom på hospice, og Leif kom og slæbte sammen med min yngstes far Malte, da vi tømte hans lejlighed. Blandt meget andet.
Nå, men i korte glimt dukkede Kaj alligevel op på sin Facebook, når han havde en god dag, blandt andet grundet medicin. En dag var han aktiv derinde og ville helt lavpraktisk og hyggeligt sende sine venner en aftenhilsen. Han lavede derfor et opslag, hvor der slet og ret stod ”godnat”. Det startede en lavine af kondolencer og RIP-hilsner, fordi folk jo godt vidste, at han lå for døden. Vi måtte derfor skadesminimere og få meldt ud, at han altså bare selv havde været på Facebook en tur.
I juli sov han mest, og resten er historie.
Men jeg lovede jer også den korte baghistorie.
I januar 2022 blackoutede Kaj bag rattet i Hanstholm. I december havde han haft en voldsom coronavirus, der havde sat sig på hans smagssans, hvilket blandt andet var til skade for hans virke som ølanmelder. I kan stadig besøge hans ølblog og se, hvad han selv skrev.
I tilbageblik har jeg en mistanke om, at det også var kræften, der svækkede ham, allerede længe før, den blev konstateret, men det kan selvfølgelig være svært at vide. I min fornemmelse var det dog gået nedad for ham i årevis.
I 2019 var vi som sagt flyttet til Thy, alle sammen. I 2016 var Kaj og jeg flyttet fra hinanden og blevet skilt, men vi forblev ret tætte og var fælles om børnene, men også fortsat hinandens livsvidner.
I 2013 var vi flyttet til Amager efter at være komme hjem fra Dublin.
I 2012 havde vi forladt Århus med vores to børn på 2 og 0.
I 2009 var vi blevet gift ved et stort hedensk bryllup mellem blokkene i Århus Vest.
I januar 2009 havde vi mødt hinanden. Jeg var i gang med et brud, da min ældste, Saga, der dengang var 8 år gammel, gerne ville se X Factor. Frem tonede et vanvittigt langhåret menneske i russisk uniform. Jeg så ham og tænkte, at ham ville jeg have. Jeg vidste godt lidt, hvem han var i forvejen, og vi havde vist måske hængt lidt ud sammen i REBEL’ske kredse i 1990’erne, men vi blev først nu facebookvenner. Vi skrev sammen, han kom til Århus og besøgte mig, og vi flyttede sammen og blev gift allerede samme efterår.
I januar for tre år siden kørte Kaj Framke galt ude ved Hanstholm, hvor jeg er vokset op. Og resten er historie. Og den historie lovede jeg Kaj at fortælle. Jeg lovede ham at bære den videre. Måske en dag at skrive en bog om ham. Det ville han gerne. Nu fik I lige en forsmag.
Forleden var det 30 år siden, at Kurt Cobain døde, men han blev først fundet nogle dage senere, og det var før internettet, så nyheden nåede lidt senere til Nordjylland. Helt specifikt modtog jeg nyheden d. 8. april 1994 om aftenen i en kø ude foran Rock Nielsen i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
I april 1994 var jeg 17 år gammel og gik i 2.g på Thisted Gymnasium. Jeg havde været fan af Nirvana i nogle år. Nevermind. In Utero. Og In Utero er jo latin (betyder: I livmoderen) og betød måske derfor lidt ekstra for mig som klassisksproglig gymnasieelev og sprognørd. Musikken, jo, men for mig har det altid også været teksterne.
D. 8. april 1994 var vi en stor gruppe fra Thy, der var taget med bus til Aalborg for at støtte Frantics (senere Ludo X) og Elton Åge (senere Raunchy), mener jeg, der var gået videre til enten kvartfinalen eller semifinalen i DM i Rock, som Ludo X jo senere samme år vandt.
D. 8. april 1994 var en fredag. Vi havde drukket en del øl i bussen. I Jomfru Ane Gade mødte nogle af de andre nogle bekendte, der kunne fortælle, at Kurt Cobain var død. Nyheden spredte sig som en løbeild. Folk begyndte at græde. Vi var jo 17 år eller deromkring, og Nirvana havde ændret hele verden. Sådan følte vi. Grungen var vores tid, vores liv.
Resten af aftenen husker jeg det som, at jeg mest bare sad inde på Rock Nielsen og skrev om Kurt med kuglepen på servietter. Det blev senere til et digt, der fik titlen “Rock og stilhed for Kurt”. Læst i 2024 er det mildest talt ikke et specielt fremragende digt, men det var dælme dybfølt, og jeg nævner lige igen, at jeg var 17 år ung. I kan se det vedhæftet her i en lidt senere indtastning på skrivemaskine.
Jeg boede stadig i Ræhr, men jeg overnattede hos Frich, tror jeg, for dagen efter hjemme i Thisted skulle vi på gymnasiet og øve til musicalen Trofaldino, som snart ville få premiere. Ved skolen var flaget hejst på halvt, og jeg troede lige, det var til ære for Kurt, men det viste sig at være grundet Danmarks besættelse 9. april.
Forleden var det 30 år siden, og pludselig er der gået 30 år.
For 5 år siden forlod jeg uden varsel Facebook og mistede en stor del af mit netværk. Jeg siger jer, man bliver glemt, når man forlader Facebook. Eller jeg gjorde. Af de fleste. Det har jeg været ked af og tænkt meget over. Og det har altså ikke været, fordi jeg ikke har været til at finde. Jeg har en hjemmeside, hvor både min mailadresse og mit telefonnummer ligger åbent tilgængeligt. Men det falder måske ikke folk nemt længere at kommunikere andre steder?
Jeg forlod Facebook mest af principielle grunde. Datakapitalisme og alt det jazz, men også de grimme debatter, svindlerne, den massive mængde spam samt algoritmer, der ikke lader os bestemme ret meget selv.
Jeg var glad for mine mange forbindelser, men jeg tænkte, åbenbart naivt, at hvis jeg smuttede, ville jeg gøre mit for, at gamle kommunikationsformer blomstrede op igen, og ved hårdt arbejde er dette for så vidt blevet sandt i hvert fald for mig. Jeg har nydt at maile med folk igen. Sms’e.
Og jeg har levet, har jeg. Jeg har født et barn mere og er flyttet fra København til Thy og har købt hus og mistet min mor og overlevet en pandemi (jaja, det har vi alle), og har klaret pædagogikum og er blevet fastansat på Viborg Katedralskole og har stillet op til kommunalvalget og har mistet mine mellemste børns far, Kaj, og har været for eksempel på Samsø og i Leipzig og i Paris og er blevet 5 år ældre (jaja, det er vi alle).
Men i store træk har jeg mest savnet og følt mig glemt. Jeg er gået glip af viden, arrangementer, debatter, memes og frække tilbud. Og det kan ikke KUN være, fordi jeg er blevet gammel.
Nå, men jeg er ikke ophørt med at eksistere, og Facebook vil åbenbart ikke forsvinde til fordel for sundere kommunikationsformer, bare fordi jeg ikke er der, så nu har jeg givet efter og er kommet tilbage. Jeg er svag. En hykler og en vendekåbe. Har ingen rygrad. Og så videre. Så her har I mig igen.
Når det er sagt, er det ikke det samme Facebook, jeg vender tilbage til. Dels er den tid vist forbi, hvor folk deler deres hverdag i vidt omfang og i stort og småt. Dels har jeg selvfølgelig ikke ret mange venner endnu.
Jeg er begyndt at anmode folk, men der er langt endnu, før min venneliste er trecifret. Hvis du stadig læser med, og det stadig er december 2023, og du gerne vil med på beatet, og du gerne vil kende mig igen eller på ny eller stadigvæk, så bliv gerne min Facebook-ven. Og del gerne med andre, der kender mig og måske vil genetablere et skrøbeligt kendskab. Det handler trods alt stadig om forbindelser.
Denne sensommer, dette tidlige efterår, står for mig i Jennys tegn, og det selv om Jenny for så vidt ikke findes. Jenny er Jenny from Thebes, hvilket er titlen på det næste album med The Mountain Goats, der udkommer til oktober. Indtil videre er der to singler ude – “Clean Slate” og “Fresh Tattoo”, og de smager af mere, meget mere.
Jenny er ikke ny i sangskriver John Darnielles tekstunivers. Faktisk dukkede hun allerede op for mindst 20 år siden, men har hidtil kun været nævnt indirekte eller som en person, en anden længes efter eller hører fra pr. telefon eller postkort, og hendes karakter er stadig under udfoldelse.
Jeg har lyttet nærmest religiøst til The Mountain Goats i snart 10 år and counting. Hvert år uden undtagelse topper bandet min Spotify Wrapped. Det begyndte, da nummeret “Up the Wolves” var med i serien The Walking Dead, og derefter gravede jeg mig længere og længere ned i bagkataloget. Der er stadig albums og sange, jeg kender langt bedre end andre, og der bliver ved med at være mere at komme efter.
John Darnielle, der er den primære “bjergged”, selv om han sjældent selv tager æren, er utroligt produktiv, utroligt vidende, utroligt belæst og utroligt dyb, og jeg nyder at tage med ham alle steder hen.
Hvis du ikke kender The Mountain Goats og er den nørdede, poetiske, mørke, men bløde type, så prøv dem af. Hvis du kender dem og vil have mere, men ikke kender Richard O’Briens podcast og substack-nyhedsbrev Now Here We Are Thirty Years Later, så tjek den ud. Han analyserer, reminiscerer og sætter i forbindelse, så det er en fryd.
Imens venter jeg på Jenny, mens jeg lytter og læser, imens jeg i virkeligheden har travlt med livet og hverdagen, men mest af alt mærker Jenny.
Tidligere på måneden var jeg i Paris. Første og indtil da eneste gang jeg havde besøgt Paris, var i 1997, hvor jeg var blaffet dertil med venner og uden ret mange kroner eller franc på lommen. Det var en anden tid.
Nu, i 2023, så jeg byen på en lidt anden måde. Jeg fik vist alle mine børn Eiffeltårnet. Sidste gang jeg så Eiffeltårnet IRL, var da verden talte ned til årtusindskiftet. Den dag var der ifølge store lysende tal på tårnet 897 dage til år 2000. Det er længe siden.
Derudover genbesøgte jeg Jim Morrisons grav på Père Lachaise. I 1997 kunne vi gå helt hen til graven, sætte os med guitaren, lægge en gave (f.eks. en flaske whiskey), hænge lidt ud. I 2023 er den lukket inde bag et hegn, så man ikke umiddelbart kan komme helt hen. Det er lidt trist.
——-
Den næste gang jeg kommer til Paris er 26 år senere
jeg er 46 og mit liv er stadig én lang og varm pilgrimsfærd
imod Jim Morrisons grav
——-
På Père Lachaise besøgte jeg også Apollinaires grav. Forinden havde jeg genlæst Allen Ginsbergs digt fra 1958, der handler om hans, Ginsbergs, besøg ved selvsamme grav. Og på den måde er der sammenhæng i alting. Og på den måde kredser digterne om hinanden.
Digter (undertegnede) på grøn baggrund som blikfang.
På lørdag d. 17. juni 2023 læser jeg digte op i Århus. Det sker ca. kl. 13 på DOKK1 til et arrangement, der hedder Flere Forfattere Ser Grønt På Scenen (klima-tema). Arrangementet foregår i Verdensrummet og kører fra 11-15. Alle er velkomne!
I sidste weekend var vi i København. Der var forskellige ting på programmet, men årsagen til turen og det væsentligste programpunkt for min 12-årige og mig var koncert søndag aften i Royal Arena.
Vi skulle se Sabaton, og det var lidt af et brag. Jeg var nok ikke taget af sted, hvis det ikke havde været barnets store ønske, men det var et godt show, og jeg kan godt lide musikken, selv om jeg ikke dyrker den udpræget.
Opvarmning var Lordi og Babymetal. Jeg kan ikke ret godt med Babymetal, men at høre Lordi var en stor forløsning på en spænding, der har siddet i mig siden 2006, hvor de tog verden (mig) med metalstorm, da de vandt Eurovision (blandt andet grundet stemmerne fra World og Warcraft-segmentet). Så det var godt at få dem set, og de var sjove og gode.
Så var der Death Island Festival i går. Jeg var af sted sammen med min ven og tidligere kollega Natasja, og vi blev passet op af Nordjyske, der tog billeder og fik en snak med os. Det blev til denne artikel. Det er altid morsomt at se mediernes fortolkning eller forvrængning af ens ord, og artiklen er da ok, men der er en del smuttere. Here goes:
1 Natasja hedder Natasja og ikke Natacha.
2 Vi snakkede med Hans-Jørgen og ikke Chris fra Svartsot (på billedet).
3 I ovenstående citat fik de ikke med, at jeg fremhævede Heavy Agger – og at jeg havde lidt af et glimt i øjet, da jeg sagde HELT til Viborg eller Aalborg. LOL.
4 Jeg sagde noget i retning af ovenstående, men det var i en sammenhæng, hvor jeg sagde, at vi var mange gamle, der stadig hører metal, men at der OGSÅ kommer nye til.
Påskeferie og en smule ro i hovedet, men i morgen bliver den ro i hovedet ødelagt på vidunderlig vis. Da åbner første udgave af Death Island Festival på Mors nemlig. Metalfestival på øen, hvis navn jo betyder “død” på latin.
Jeg for min del glæder mig meget, og jeg trænger også altid til oplevelser i påsken. Ellers bliver der for stille, når man hverken er kristen eller har familietraditioner, der fylder.
I dag er det tre år siden, Mette Frederiksen lukkede landet ned.
Tre år er både lang tid og kort tid, men datoen er sådan én, jeg husker. Den aften på pressemødet skete der noget, der aldrig er sket før. Uvisheden blev større. Glæderne blev nogle andre.
Jeg troede vist nok, at sygdommen ville være væk, hvis bare alle holdt sig indendøre i et par uger. Der blev jeg klogere.
Efterfølgende kan jeg personligt mærke, at jeg er blevet mere taknemmelig for mindre og færre sociale begivenheder. Jeg tager ikke samvær for givet mere.
Tre år siden 11. marts 2020 – en moderne mærkedag. Jeg husker tydeligt, hvad jeg lavede, tænkte og oplevede den dag.
Jeg har meget travlt for tiden, og mit hoved er fyldt med alt andet end poesi. Og så klemmer poesien sig alligevel ind. Jeg finder et øjeblik til at sætte mig med en digtsamling. Inspirationen insisterer på, at jeg skriver noget. På en måde er poesien den vigtigste konstant i mit liv. I dag ankom dette lille digt.
Jeg har været i København et par dage, og det har været dejligt. Jeg har hygget rundt og set gode venner og andre søde mennesker. Men at jeg boede der indtil for 4 år siden – det er til gengæld helt surreelt.
Jeg benyttede lejligheden til at gå i Vester Vov Vov og se filmen Aftersun, der er den skotske instruktør Charlotte Wells’ debutfilm. Det er sådan en film, der lyder triviel på papiret, men virkelig ikke er det i udførelsen. Den er rørende og dragende og mystisk og fin. Men man skal nok kun se den, hvis man, som jeg, kan lide film, hvor der fortælles en masse, uden at der egentlig sker ret meget. I så fald: Stor anbefaling.
Siden jeg i min ungdom læste Agatha Christies Cards on the Table, hvor Hercule Poirot aktivt bruger referencer til et spil bridge i opklaringen af et mord, har jeg vidst, at jeg en dag ville begynde at spille bridge.
Jeg har dog altid tænkt, at det var noget, jeg ville gøre sent i livet. Også fordi det angiveligt holder de små grå godt i gang (altså hjernecellerne, ikke lakridsshotsne).
Og måske er det også bare efterhånden sent i livet. Jeg fylder 47 i år, må vi ikke glemme. Og selv om der er en stejl læringskurve i spillet, er der så meget at lære, at jeg hurtigt kan nå at blive decideret gammel, inden jeg bliver virkelig rutineret.
Nu skal dette ikke primært være en dødsblog, selv om det da egentlig er et fremragende ord, men i går gik én af Danmarks største digtere bort. Henrik Nordbrandt er her ikke mere. Det skrives der meget om, så her kommer bare en enkelt anekdote (der er andre, men nu får I denne).
I 1998 var jeg med studiet (klassisk filologi i Århus) på studietur til Grækenland. Tænk, at det er 25 år i år. Vi kørte rundt i en lejet bud – I ved, sådan én med en mikrofon, som en rejsefører eller andre kan sige noget i. Jeg havde meldt mig til at stå for et poetisk islæt, så jeg havde medbragt Henrik Nordbrandts Opbrud og ankomster, som jeg læste højt af i mikrofonen, mens bussen slingrede ad de støvede græske veje.
Jeg ved ikke, om publikum i den bus var lige så glad for ordene, som jeg var, men ordene fik de, og tak for dem, Henrik. Tak for alle ordene!
I kategorien breaking news findes der for resten nu en Heavy Agger-app.
Jeg ved godt, at jeg i andre sammenhænge taler for færre apps og særligt færre singletask-apps og unødvendige apps, men denne app er helt og aldeles nødvendig.
Tom Verlaine er død, og det sendte mig direkte i Samlede Strunge. Michael Strunge refererer nemlig til Tom Verlaine, som han refererer til så mange andre digtere, sangskrivere, tænkere.
Den bog, jeg har læst allermest i mit liv, er muligvis Strunges Drømmens Faner. Eller Vi folder drømmens faner ud, som den officielle titel er. Den er fra 1981, men der skulle gå ca. 10 år, før jeg flyttede ind i den.
Jeg ejede ikke en samling af Strunge, før Samlede Strunge udkom i 1995, men jeg hev dem rutinemæssigt hjem fra biblioteket længe før.
Én af mine bedste venner i gymnasiet boede alene og tæt på gymnasiet, og de havde fået udleveret Drømmens Faner fra skolens bogkælder til dansktimerne. Og når vi var hos bemeldte ven, pløjede jeg den igennem, gang på gang på gang.
Jeg har altid haft det sådan, at en god digter skriver også gode digte, så i et forfatterskab (eller et musikalsk bagkatalog) er der bestemt plads til, at alle tekster ikke er helt perfekte. I virkeligheden handler det om at kunne skrive, og om det meste af tiden at skrive om noget, der rammer noget. Men derudover handler det om, at digteren er et menneske, vi gerne vil høre fra.
Og Strunge har jeg altid gerne villet høre fra. Han døde desværre, før jeg blev klar til at læse ham, mens hans digte har fulgt mig, siden jeg var ung teenager, og jeg vender stadigvæk ganske jævnligt tilbage til dem, ligesom jeg kan citere metervis af hans linjer uden forberedelse.
Strunge skrev om Bowie og New Order og Joy Division. Om Breton og Rimbaud og Baudelaire. Om Sarvig og Jac og Holck. Om The Cure og Roxy Music. Og altså også blandt andet om Tom Verlaine, som nu er død. Må han hvile i fred!
Jeg har skrevet et digt, hvor det nok ikke ligefrem fornægter sig, at jeg er lærer i oldtidskundskab. Og hvor jeg optræder i ret fint selskab. Det er jo fordelen ved at være den, der skriver digtet.
Jeg har aldrig været socialdemokrat, men jeg har været fan af Ritt, siden jeg var 13. Min meget kristne (apostolske) mormor brød sig nemlig ikke om hende, fordi hun efter min mormors mening var sådan lidt okkult i det, hvilket viste sig primært at være, fordi Ritt var fan af et band med det mørke og dystre navn “Sort Sol”.
I modsætning til min mormor syntes jeg da egentlig, at Sort Sol lød tillokkende, og jeg begyndte at lytte til dem, og jeg har været fan af både dem og Ritt Bjerregaard lige siden.
Ritt Bjerregaard viste sig med årene også at være mere end blot fan af god punkrock. Hun har altid været ret åben og ærlig og delt ud af sig selv og sin historie, inklusive normbrud, så hun altid fremstod som et helt menneske, også på afstand.
Det er vinter. Mest har den været grå og våd, men nu er frosten tilbage. Heldigvis er der sange, der kan minde om, at det også en dag bliver sommer igen.
Jeg kan egentlig godt lide alle årstiderne, og sommer er således ikke for mig entydigt bedre end vinter, men når det har været vinter et stykke tid, begynder jeg at få brug for grønt til øjnene og varme i knoglerne, og det punkt har jeg nået nu.
Og Joakim Berg har udgivet et helt perfekt nummer, der hedder “Sommaren”. Joakim Berg var jo forsanger i Kent, og hvis man er til ord, og hvis man kan svensk, ved man måske, at han er garant for tekster med velsmagende ord, der stikker dybt. Det synes jeg i hvert fald.
Kent er opløst, men Joakim Berg er still going strong. I 2022 udkom hans soloalbum “Jag Fortsätter Glömma”, som jeg hørte til blods og tyndslidt i løbet af sommeren, og da det blev vinter, udkom altså nummeret “Sommaren”, der er en duet med Maria Jane Smith. Jeg ved ikke, om det bare er en stand-alone-single, eller om det er en forløber for noget, men i mit liv er det i hvert fald en forløber for årstider, der vil komme.
Maria Jane Smith har om samarbejdet sagt: ”Vi tyckte att om någon vinter behöver en sommarlåt så är det den här vintern. Låten är en betraktelse av de kyliga vindarna som blåser i världen, en längtan efter mänsklig värme, och en påminnelse om att det alltid vänder till sist.”
Det vender til sidst. Verdens kølige vinde vil vende.
Jeg kører en del i bil, fordi jeg bor langt fra mit arbejde. Jeg kan godt lide at køre i bil, så det gør mig ikke så meget. Jeg hører musik. Jeg hører radio. Jeg snakker i telefon. Og jeg hører lydbøger.
Jeg har det egentlig lidt svært med lydbøger, for jeg foretrækker at indtage tekster som skrift. Jeg foretrækker selv at æde dem med øjnene. Og skønlitteratur kan jeg decideret ikke nyde at lytte til, for jeg synes, det er den forkerte måde.
Jeg har imidlertid fundet nogle smuthuller, så jeg hører faglitteratur eller bøger, der bevæger sig et sted på kanten mellem faglitteratur og skønlitteratur. Og helst hører jeg dem, der er indtalt af forfatteren selv.
På mine ture til og fra arbejde på det seneste har jeg derfor lyttet til bøger som “Fanden tage dig”, Niels Franks bog om drabet på hans søster. Jeg har lyttet til “Knud, den store”, der er Hanne Vibeke Holsts bog om sin far, digteren Knud Holst, hvis livshistorie faktisk på flere måder væver sig ind i min.
Jeg har lyttet til Rune Skyum-Nielsens “Ejersbo” om Jakob Ejersbos liv, der faktisk også er vævet ind med både min historie og Hanne Vibeke Holsts, selv om det nok kun er mig, der ved det. Og jeg har lyttet til samme forfatters samarbejde med Thure Lindhardt, “Amdi bliver til”. Amdi og Tvinds historie er på sin snævre vis også en del af min historie.
Lige nu er jeg næsten færdig med Pernille Ipsens “Et åbent øjeblik” om forfatterens syv mødre, om rødstrømpebevægelsen og lesbisk bevægelse. Den historie er på sin vis også min eller i hvert fald en del af grundlaget for min.
Hver af disse bøger tager 10-30 timer at lytte til, og det er mange timer at være i andres historier, men det er også uendeligt givende.
Jeg havde egentlig tænkt mig at forbigå Tobias Rahims digtsamling i relativ stilhed. Den udkom lige i tide til julehandlen, og jeg har læst uddrag nok til at tillade mig at mene, at den mere er en form for salgbar gimmick end en egentlig digtsamling – i hvert fald i forhold til mine præferencer. Meget ligesom salig Prinsgemal Henriks skriverier i bogform.
Den markedsføres ikke desto mindre som en digtsamling, så selv om jeg godt vidste, at den både indeholdt mange relativt hudfyldte billeder samt ord, så havde jeg en forestilling om, hvilken type bog der var tale om.
Men så kom jeg for skade at se den i fysisk form. Jeg var på biblioteket, og dér var den udstillet, og der er kun én måde at sige det på: Den er kæmpestor. Den er formatmæssigt mere sofabordsbog end digtsamling, og jeg må sige, at det overraskede mig. Så meget at jeg var nødt til at blogge om det.
Det er ikke størrelsen, det kommer an på, men gørelsen. Nogle gange er størrelsen dog alligevel så påfaldende, at det ikke er til at overse.
Da jeg var barn, var nytårsløjer ufravigelige og voldsomme. Jeg har vist ikke selv været med til noget ulovligt, men det gik hårdt for sig i Ræhr, hvor trillebøre blev hejst op i flagstænger, vinduer smurt ind i margarine og traktorer kørt langt væk fra deres maskinhuse.
Jeg ved ikke, hvor meget der egentlig har ændret sig i mellemtiden, men så sent som i år har jeg hørt om såkaldte nytårsløjer, der er blevet til forsikringssager.
I Sjørring – nogle kilometer her fra Thorsted – er der hen over nytåret sket noget, som næppe kan kategoriseres som voldsomt, men som jeg har moret mig over de sidste par dage, når jeg er kørt forbi. I dag fik jeg taget et billede i skumringen, hvoraf det fremgår, hvad der er sket.
