For 5 år siden forlod jeg uden varsel Facebook og mistede en stor del af mit netværk. Jeg siger jer, man bliver glemt, når man forlader Facebook. Eller jeg gjorde. Af de fleste. Det har jeg været ked af og tænkt meget over. Og det har altså ikke været, fordi jeg ikke har været til at finde. Jeg har en hjemmeside, hvor både min mailadresse og mit telefonnummer ligger åbent tilgængeligt. Men det falder måske ikke folk nemt længere at kommunikere andre steder?
Jeg forlod Facebook mest af principielle grunde. Datakapitalisme og alt det jazz, men også de grimme debatter, svindlerne, den massive mængde spam samt algoritmer, der ikke lader os bestemme ret meget selv.
Jeg var glad for mine mange forbindelser, men jeg tænkte, åbenbart naivt, at hvis jeg smuttede, ville jeg gøre mit for, at gamle kommunikationsformer blomstrede op igen, og ved hårdt arbejde er dette for så vidt blevet sandt i hvert fald for mig. Jeg har nydt at maile med folk igen. Sms’e.
Og jeg har levet, har jeg. Jeg har født et barn mere og er flyttet fra København til Thy og har købt hus og mistet min mor og overlevet en pandemi (jaja, det har vi alle), og har klaret pædagogikum og er blevet fastansat på Viborg Katedralskole og har stillet op til kommunalvalget og har mistet mine mellemste børns far, Kaj, og har været for eksempel på Samsø og i Leipzig og i Paris og er blevet 5 år ældre (jaja, det er vi alle).
Men i store træk har jeg mest savnet og følt mig glemt. Jeg er gået glip af viden, arrangementer, debatter, memes og frække tilbud. Og det kan ikke KUN være, fordi jeg er blevet gammel.
Nå, men jeg er ikke ophørt med at eksistere, og Facebook vil åbenbart ikke forsvinde til fordel for sundere kommunikationsformer, bare fordi jeg ikke er der, så nu har jeg givet efter og er kommet tilbage. Jeg er svag. En hykler og en vendekåbe. Har ingen rygrad. Og så videre. Så her har I mig igen.
Når det er sagt, er det ikke det samme Facebook, jeg vender tilbage til. Dels er den tid vist forbi, hvor folk deler deres hverdag i vidt omfang og i stort og småt. Dels har jeg selvfølgelig ikke ret mange venner endnu.
Jeg er begyndt at anmode folk, men der er langt endnu, før min venneliste er trecifret. Hvis du stadig læser med, og det stadig er december 2023, og du gerne vil med på beatet, og du gerne vil kende mig igen eller på ny eller stadigvæk, så bliv gerne min Facebook-ven. Og del gerne med andre, der kender mig og måske vil genetablere et skrøbeligt kendskab. Det handler trods alt stadig om forbindelser.