Kategorier
Ikke-kategoriseret

Dét med ikke at være på Facebook

Fordi jeg ikke er på Facebook, er det nærmest, som om jeg ikke længere eksisterer for mange mennesker. Det er, som om deres opmærksomhed er indskrænket til det, der sker på deres Facebook. Og jeg er både mærkelig og provokerende i visse menneskers øjne, fordi jeg ikke er på Facebook.

Men lad os lige spole tilbage. Jeg kom på Facebook i 2007, og da var jeg én af de første danskere. Og der var stille, og jeg kendte kun ganske få derinde. Men så voksede det, og jeg må tage på mig, at jeg talte meget varmt for Facebook i de første år. Det var så fedt at kunne dele mit liv og følge med i andres liv. Jeg fik hjælp til flytninger, jeg kom til flere fester og fik flere gæster til mine, jeg havde overblik over, hvad der skete. Det var en god tid. Og faktisk tror jeg godt, jeg kan pinpointe, hvornår det for mig blev noget andet og mindre uskyldigt. Det skete i 2009, hvor “likes” blev opfundet. Ja, længere er det ikke siden. Og da man pludselig kunne like, var der noget kommunikation, der forsvandt, og en form for konkurrencementalitet, der blev næret. Det handlede om at skabe “content”, som folk ville like, og det ændrede på tingene, mere og mere som årene gik.

Jeg havde engang 3000 “venner”, og der var gang i den, men en dag havde jeg fået nok, og så lukkede jeg min profil fra den ene dag til den anden. Det er 5 år siden nu.

Fordi jeg ikke er på Facebook, går jeg glip af meget. Jeg kan mærke, at jeg får meget færre invitationer og spændende henvendelser (men dog også færre af de trælse “spændende” henvendelser). Jeg kan mærke, at folk har svært ved at inkludere mig. Visse er blevet decideret irriterede på mig, fordi jeg har talt for, at samtaler skulle foregå andre steder end Facebook. For nogle mennesker er det simpelthen så nemt at bruge Messenger, at de ikke KAN skrive en SMS eller mail – eller ikke vil prioritere det. Og der er stadigvæk kommunikation, jeg gerne vil være en del af, som kører på Facebook, så jeg må lave krumspring for at kunne følge med – eller må droppe det. Jeg har været ude i at bruge en hemmelig profil med et falsk navn, men det er heller ikke hensigtsmæssigt, så det vil jeg gerne slippe for. Jeg finder jo samtaler andre steder og nyder det sociale, jeg alligevel har, men jeg ER bitter og trist over, hvor meget jeg mistede, da jeg forlod Facebook.

Det kan simpelthen ikke passe, at jeg er ude af enhver samtale, fordi jeg er skredet fra datakapitalisterne. Eller kan det?

En kommentar til “Dét med ikke at være på Facebook”

Skriv et svar til Kirsten Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *